Jeg bryder mig egentlig ikke specielt meget om Quentin Tarantino. Var ellevild, da jeg så hans mesterværk Pulp Fiction. Kom ned på jorden igen, da jeg så de overvurdere Kill Bill-film. Så ærligt talt vidste jeg ikke, hvad jeg skulle håbe og forvente, da en ven stak mig True Romance fra 1993 i hånden. Ud fra skuespillernes navne på coveret, så det ud til at være en lovende film – dog har det snydt før, som for eksempel førnævnte Kill Bill-film, der lister både Uma Thurman, Samuel L. Jackson (der for mig er grund nok til at se en film), Lucy Liu og Darryl Hannah.

 

True Romance har også en del stjerneskuespillere med. Men til min store overraskelse, da jeg så filmen, erfarede jeg, at de faktisk stort set alle havde biroller. Det være sig eksempelvis Brad Pitt som den potrygende Floyd, Samuel L. Jackson i sin ca. 10 sekunder lange rolle som Big Don, Val Kilmer som samvittighed i form af Elvis. I flæng kan altså nævnes mange store skuespillere, der har sagt ja til at medvirke i filmen.

 

Vi møder Clarence Worley, en ensom fyr, der arbejder i en tegneserieforretning. Han er Elvis-fan og bruger ham til at komme i kontakt med andre. Men da det mislykkes går han i biografen for at se en kung fu-kavalkade. Her møder han den smukke Alabama, og de falder med det samme for hinanden. Det viser sig dog hurtigt, at Alabama er prostitueret. Hun er helt ny i faget, og er blevet bestilt af Clarences chef fra tegneserieforretningen. Det gør imidlertid ikke Clarence noget, og de to er som nyforelskede. Clarence beslutter sig for at slå Alabamas alfons ihjel. Oven i posen stjæler han for ½ mio. kokain.

 

De to turtelduer tager på en rejse til Hollywood, hvor de vil sælge kokainen for at stikke af. Hertil får de hjælp af Clarences gode ven, Dick Ritchie (Michael Rapaport). Han skaber en kontakt til en af Hollywoods helt store filmproducere, Lee Donowitz, der vil købe kokainen. Mafiaen og politiet bliver indblandet, og snart er den en stor massakre – i bedste Tarantino-stil.

 

Filmen når under ingen omstændigheder Pulp Fiction til sokkeholderne – men den overgår Kill Bill-filmene med mange meter. Selvom historien er utroligt simpel, formår instruktøren Tony Scott at gøre filmen spændende hele vejen igennem. Den er spækket med fede kameraklip og -sekvenserog er absolut seværdig. Dog må jeg nøjes med at give den et 7-tal.